You are browsing the archive for weekend.

Onsdag med hinderbahn overstået

September 23, 2009 in Soldaterliv.com by kennethj

Ak ja, onsdagens gøremål er nu overstået. Vi havde tidligt fri i dag, så jeg kan med god samvittighed sidde her og skrive lidt. Jeg har endda ordnet lektier, været i downtown Sønderborg og shoppe lidt sneakers (altså dem af chokolade) og sådan lidt til vores feltdag i morgen.

Dagen i dag har bestemt været stille og rolig. Vi har haft noget SIG

NATO forhindringsbane - billede fra Google, ikke vores egen bane

NATO forhindringsbane - billede fra Google, ikke vores egen bane

(signaltjeneste), noget CBRN (det tidligere ABC – altså om kemisk krigsførelse) og sådan lidt blandet. Over middag løb vi ud til vores første tur på forhindringsbanen og fik de første dele af instrukserne om hvordan den skal løbes. Banen har en tendens til at skade folk, så det er rimelig vigtigt at man bruger korrekt teknik til udfordringerne. Et brækket ben eller forstuvet knæ gør bare ikke underværker for ens officersuddannelse ;-) Turen gik fint, vi løb lidt frem og tilbage derude uden at nogen kom yderligere til skade. Der er allerede et par bovlamme, men de tog den selvfølgelig lidt med ro. Jeg selv har også stadig lidt problemer med min ankel, så jeg gav den heller ikke fuldt gas. Desværre – men det må jo betyde revanche næste gang!

Efter løbeturen hjem (ja ja – selvfølgelig løber vi til og fra banen også; 1,7 km hver vej) skulle vi ingenting. Jeg klarede som sagt mine lektier i ESI (elev som instruktør) og er nogenlunde klar til næste den undervisning jeg skal forestå mandag i næste uge. Det er i yderligere adskillelse af LSV. LSV er et let støttevåben og består faktisk af præcis samme gevær som vores M/95, men med større kølekapacitet foran og dermed mulighed for at afgive bygeild.

Noget så spændende som et billede af min aftensmad og et delikat lille stykke kage. Kagens størrelse afslører at vi betaler efter vægt..

Noget så spændende som et billede af min aftensmad og et delikat lille stykke kage. Kagens størrelse afslører vel at vi betaler efter vægt..

Her lige et billede fra kantinen hvor jeg i dag valgte at flotte mig med et stykke cheesecake – for dælen det var godt! Utroligt som arbejdspresset i Forsvaret får en til at værdsætte de små ting. Sådan noget som 2 minutters pause, lidt tid ved computeren, et stykke kage, ens weekender og altså sådan noget – det er jo nærmest himmelsk når man bliver forkælet sådan! Jeg er nu ellers super glad for mit nye job, men det betyder jo ikke at man ikke drømmer sig tilbage til de nemme TV 2-dage hvor man kunne snuppe en kop kaffe og facebook når man fik lyst.. suk.

Nå jeg vil smutte over og forberede de sidste ting til vores felttur i morgen. Den står på samlet ildoverfald, bevægelse i formationer og selvfølgelig øvelse i enkeltmandskæmperfærdigheder. Langt ord egentligt..

Hav det godt!

Dag 5 – Starten på et kærlighedsforhold

August 21, 2009 in Om det grønne liv by kennethj

IMG_1245

Fra venstre: Hanna, Vadmann, Roth, Dehlbæk

Dagen startede som sædvanlig klokken 05:15 med rengøring, stuekontrol, appel og armstrækkere. Der er ikke meget nyt i hele proceduren der, den er som den altid har været ved Forsvaret.

Vi havde en spændende løbetur ud i øvelsesterrænet på 6-7 kilometer i et jævnt tempo. De fleste klarede det ganske godt, men især én af mine nye kollegaer var hårdt presset. Heldigvis skulle der ikke meget til før vi som hold sluttede op om vedkommende og heppede ham hele vejen hjem. Vi valgte simpelthen at sætte tempoet lidt ned, slutte om ham og synge gode marchsange som Lille prinsesse, Istedgade nummer nul osv. Sang giver automatisk højt humør og højt humør giver automatisk flere kræfter. Vi fik også stor ros af vores HF (holdfører) da vi kom hjem.

Efter løbet var der omklædning og bad, og derefter undervisning i førstehjælp, gevær m/95. Slutteligt gjorde vi vores bygning (kaldet paragraf 5) ren og blev aftrådt i civil. Vi løb alt hvad vi kunne efter toget og nåede heldigvis det rigtige. Efter en halv times forsinkelse i Fredericia stod jeg i Odense klokken 18:49 efter en hård men god uge.

Kærlighedsforholdet som jeg hentyder til i overskriften er lidt en hemmelighed. Jeg har jo egentligt en kæreste, men kan mærke at mit hjerte åbner sig igen. Det baserer sig på gensidig tillid og usagt værdsættelse. At jeg betaler for det gør noget, for jeg har ikke et alternativ. DSB er og bliver én stor positiv oplevelse som jeg igennem de næste mange mange år vil komme til at nyde flere gange om ugen.

I aften står den på ren afslapning med min (rigtige) søde kæreste inden hun lørdag morgen drager til USA i 14 dage. ARGH – afsavn lærer man sgu aldrig at sætte pris på!